Kære Jazzelskere i Sorø og omegn 🎷

Mange har spurgt ind til Allan Aistrup -højtskattet fanebærer for Sorø Jazz gennem mange år.
Allan har pga sygdom været savnet på Jazzscenen det forgangne år og han kan desværre ikke længere fortsætte hans store arbejde for Sorø Jazz.
Om nogen er Allan jo en stor historiefortæller, og velskrivende som få, så jeg spurgte Allan, om han ikke selv ville skrive et par ord til jer alle.
Her er hans ord, et fint farvel for nu og jeg skulle hilse og sige, at han vil blive glad for at høre fra gamle bekendte!
Af hjertet tak Allan for den store gave du har givet Sorø og tak for den tid vi nåede at arrangere Sorø Jazz sammen, jeg vil savne dit lune og vidende væsen🍷❤️
Kirsa Andreasen
Sorø Jazz

….
Hilsen fra en nylig afdød gammelsoraner
I januar døde jeg. Nu er jeg begyndt at kunne gå på egne fødder igen. Som et 12-14 måneders barn, der uden at tænke bare giver slip og pludselig opdager, at benene bærer. Jeg glemte at række ud efter min rollator, fordi jeg inde i hovedet memorerede becifringerne til den gamle jazzklassiker ”Willow weep for me”. Sådan genvandt jeg min førlighed ved at koble hjernen fra og lytte til musikken i mit indre. ”Med musik kan man helbrede, hvad lægerne ikke evner”, som allerede Holberg påpegede. Ham husker jeg fra mine ti dejlige år på Tersløsegaard. Og fra de samme ti år Sorøjazzen og det skønne medlevende publikum ved koncerterne fra nord til syd i Sorø kommune.

Mange detaljer er imidlertid gemt dybt bort i min erindring, for jeg blev sendt fra hospitalet med store huller i hukommelsen. Anderledes synligt vidner arrene på mit maveskind om opholdet på Slagelse sygehus. Hvad der skulle have været en kikkertoperation med tre dages indlæggelse, blev til tre måneder hvor jeg blev skåret op på kryds og tværs. Ganske vist blev jeg hentet ud af koma og tilbage til livet på intensivafdelingen, men dengang ville jeg hellere dø. Det forsømte jeg ikke at gøre lægerne opmærksom på. Nu er jeg glad for, at de ikke lyttede, for lysten på livet er tilbage. Se selv: Jeg kan skrive (langsomt, bevares), jeg kan gå, jeg kan spise, jeg kan nyde vinen og jeg kan smage tobakken i min pibe igen.

Der gik et halvår og en sommer, før jeg er nået så langt. Forinden måtte slemme smerter og grimme prøvelser overvindes. Ikke ved egen hjælp, men takket være min familie, der greb ind og fik mig flyttet hjem til sig. Hospitalet udskrev mig (de havde vel hverken tid eller plads?) til et lokalt plejehjem. Det var som at komme fra asken i ilden, kort sagt rædselsfuldt. Men blot 12 dage efter var alle bureaukratiske forhindringer passeret, så jeg kunne blive flyttet til familiens store bondegård i en landsby nær Gilleleje i Gribskov kommune. Her bor jeg med min søn og svigerdatter samt syv børnebørn i alderen fra 9 til 20 år
Sorø Jazzfestivalen fortsætter. Det glæder mig oprigtigt. Nu er det med Kirsa Andreasen, Søren Bebe og foreningen Sorø Jazz ved roret. Mere engagerede og kyndige arrangører er ikke til at forestille sig. Kirsa Andreasen tilrettelagde koncertprogrammet for festivaljazzen i juli denne forgangne sommer. Hvor ville jeg gerne have lyttet med. Musikken blev jo løftet til eventyrlige højder på alle de medvirkende spillesteder. Men på det tidspunkt var jeg selv ikke nået længere end til lige netop at kunne trille lidt omkring i min rullestol.

For mig er Sorø et kært minde. Jeg drømmer ikke om at vende tilbage. Mine vilkår er drastisk ændrede. Jeg skal finde – og åbne – døren ind til et nyt kapitel. Om lyden er jeg ikke i tvivl. Det er stadig jazzens toner.

Siden sommer har jeg rejst mig fra rullestolen og været ude at køre i bil. Behjertede gamle venner har befordret mig på opdagelsesture i omegnen. Nær kysten har jeg fundet en herlig bodega (der serverer kærlig kaffe og imødekommende snak!) og ved fiskerihavnen i Gilleleje adskillige kulinariske fristelser i caféer og restauranter. Samt ikke at forglemme det gamle badehotel Strand (fra 1896), hvor i sin tid ”Lulus Lysthus” lokkede. Lulu Ziegler optrådte der og blandt mange andre kunstnere også jazzsangeren Freddy Albeck (det var ham med ”Miss Otis regrets…”). Han kunne godt lide små drenge, og en sådan var jeg, der dengang var på cykelferie i korte bukser, allerede på jagt efter jazzmusik, så jeg blev inviteret med inden for.

Nylig har jeg genbesøgt ”Strand”, som er smukt og stiligt vedligeholdt. Hotellet rummer foruden 25 værelser en sal til 110 personer, og der arrangeres enkeballer. Her spilles dansemusik, pop og evergreens af et lille orkester, hvor jeg genkender en tidligere avantgardesaxofonist, om hvem man må fastslå, at han er blevet ”kommerciel” siden han for et halvt århundrede siden spillede avantgarde med Franz Beckerlee – og min nære ven trommeslageren Bo Thrige Andersen. Han var med i det drengejazzband, jeg turnerede med i Hornbæk og Rørvig. Bo blev et af jazzens tidlige ofre. Han blev kun 36 år.
Mærkværdigvis har jeg overlevet. Nu pønser jeg på at arrangere en jazzkoncert eller måske flere, gerne på ”Strand”. Måske kunne jeg invitere jazzvenner fra Sorø med. Jeg husker, at det lykkedes at fylde en bus med soranere til en koncert i Nykøbing Falster, så hvorfor ikke til Gilleleje? Den sidste tone har ikke lydt endnu…

Med kærlige erindringer Allan
Allan Aistrup Dragstrupvej 12
3250 Gilleleje

FØLG OS PÅ FACEBOOK