Dristig etikette på afslappet jazz

24. juli 2020 16.00

Dristig etikette på afslappet jazz, Jens Haack, sax, Ben Besiakov, klaver, Ida Hvid, bas, og David Besiakov, trommer.

Kunstnergaarden , Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund

Entré: 150 kr.

Dristig etikette

på afslappet jazz

Saxofonisten Jens Haack er ikke bange for politiske ukorrektheder – men han spiller tilbagelænet skøn musik

Det er i disse miljøbevidste tider dristigt at kalde sit band for ”The Cigars” og udgive musik med titlen ”Smoker’s Lounge”. Men det har saxofonisten Jens Haack alligevel gjort. Det vidner ikke alene om hans fanden-i-voldske personlighed, men er samtidig en god beskrivelse af den tilbagelænede, afslappede musik med inspiration fra den store amerikanske sangbog, han spiller. Det er musik, som kan nydes, hvad enten man er ryger eller ikke-ryger, ja, endog til urtete eller varm chokolade med flødeskum…

Fredag den 24. juli giver han koncert på Kunstnergaarden i Dianalund sammen med en af sine yndlingspianister, Ben Besiakov, og dennes søn David Besiakov på trommer samt bassisten Ida Hvid. Jens Haack er i bund og grund jazzmusiker, stærkt inspireret af Coleman Hawkins og henført elev af Jesper Thilo, som underviste ham på Vallekilde Højskole under de legendariske jazzstævner for mange år siden. Ikke desto mindre er Jens Haack blevet meget mere kendt for sin medvirken i indspilninger med store dansk pop- og rockbands, først og fremmest Moonjam, som han var med til at starte og spillede med i 15 år. Det var hans saxofon, der førte an på Moonjam-albummet ”Songs For Saxophone” i 1992, som blev den bedste sælgende instrumentale danske udgivelse nogensinde. Jens Haack er også med på mere end 80 danske udgivelser bl.a. Bifrost, Tøsedrengene, Sneakers, Pia Raug, Shu-Bi Dua og Sanne Salomonsen.

For øvrigt er Jens Haack den hidtil eneste danske musiker, der er belønnet med den svenske ”Fjellispris”. Den uddeles til ære for den afdøde bluesguitarist Eric Fjellström og gives til en musiker der i Fjelliströms ånd ”med konsistens og lidenskab følger sin egen overbevisning og kunstneriske linje.” ”Jens har i årenes løb forgyldt jazz, blues og rock scene på begge sider af Øresund med sin energi og sit virtuose saxofonspil”, hed det i motiveringen.

Fredag den 24. juli kl. 16.00 :

Jens Haack kvartet : Jens Haack, sax, Ben Besiakov, klaver, Ida Hvid, bas, og David Besiakov, trommer.

KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund

Entré: 150 kr.

Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16


< TILBAGE





FØLG OS PÅ FACEBOOK


Sorø Jazz takker vores tilskudsgivere og sponsorer:

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.