Guldaldermusik spilles af oldebarn

29. juli 2022 14.00

Guldaldermusik spilles af oldebarn, Nikolaj Bentzon, flygel, Tuva Semmingsen, vokal, Matthias Petri, bas, og Kristian Leth, trommer

Sorø Kunstmuseum, Storgade 9, 4180 Sorø

Entré: 230 kr. (215 kr. klubpris)

Guldaldermusik spilles af oldebarn

Jazzpianisten Nikolaj Bentzon præsenterer sit arvegods ved koncert på Sorø Kunstmuseum fredag den 29. juli

Pianist, komponist og kapelmester Nikolaj Bentzons familie kan spores i dansk musikhistorie gennem mange generationer. Han er søn af Niels Viggo Bentzon og længere tilbage tipoldebarn af komponisten J.P.E. Hartmann og hustru Emma, som også komponerede. Nu har Nikolaj Bentzon hentet sin tip-oldemors næsten glemte guldaldermusik frem og taget den under kærlig behandling i et fredfyldt jazzet fundament, som bærer operassangeren Tuva Semmingsens tolkinger af Emma Hartmanns sange og romancer. Programmet kaldes ”Arvegods” og er nylig udgivet på et album.

Mange kender J.P.E. Hartmann, som var en af Danmarks betydeligste komponister og en ledende skikkelse i romantikkens Danmark. Knap så mange er sandsynligvis bekendt med hans hustru, Emma Hartmann, som under pseudonym udgav en række klaverstykker, sange og romancer hen imod slutningen af sit korte liv (1807-51). Endnu færre ved, at hun er tipoldemor til pianisten Nikolaj Bentzon. Emma Hartmann er en af få kvindelige danske komponister fra dansk kulturlivs ”guldalder-periode” i midten af det 19. århundrede. Alle hendes melodier snor sig om digtningen fra flere af samtidens store digtere som Christian Winther og Frederik Paludan-Müller.

Musikken går i arv

Nikolaj Bentzon har fået musikken ind med modermælken. Allerede som barn blev han undervist at sin far, komponisten Niels Viggo Bentzon (1919-2000) – en kulturgigant i sin samtid. Niels Viggo selv fik undervisning af sin mor, pianisten Karen Bentzon, der var barnebarn af J.P.E. Hartmann, der i øvrigt selv var søn af en musiker.

Nu dykker Nikolaj Bentzon ned i sin berømte slægts musikalske historie med programmet ”Arvegods”. Med sin trio og Tuva Semmingsens stemme deler han ud af sin tipoldemor, Emma Hartmanns, kompositioner 170 år efter hendes død. Ønsket er at minde om den rigdom, der ligger i den danske musikhistorie og vække guldaldermusikken til live i fornyende og forfriskende Bentzonske versioner. Med Matthias Petri på kontrabas og Kristian Leth på trommer samt klassisk uddannede opersanger Tuva Semmingsen på vokal, fortolker Bentzon Emma Hartmanns melodier på et nutidigt jazzfundament. ”Udtrykket er milevidt fra noget, som Emma kunne have forestillet sig. Men jeg vælger at tro, at hun med sit milde væsen nok havde tilgivet sit tipoldebarn”, fortæller Nikolaj Bentzon.

 

Fredag 29. juli kl. 14.00

Nikolaj Bentzon ”Arvegods”: Nikolaj Bentzon, flygel, Tuva Semmingsen, vokal, Matthias Petri, bas, og Kristian Leth, trommer

SORØ KUNSTMUSEUM, Storgade 15, 4180 Sorø

Entré: 230 kr. (inkl. entré til museum) Klubbillet: 215 kr. Tapas inkl. én drikkevare (serveres fra kl. 12 på dagen): 150 kr.

Reservation:  https://sorokunstmuseum.billetexpressen.dk/event/sheet/sommerjazz-nikolaj-bentzon-trio-og-tuva-semmingsen-DF00E1B0E1A443049405A9B6ADF55F5C#63791

 

 

 

 


< TILBAGE





FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER


Instagram Logo

Sorø Jazz takker vores tilskudsgivere og sponsorer:

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.