25. juli 2022 17.00
Nulle, Emil og Gustaf helt ude i skoven, Elith ”Nulle” Nykjær Jørgensen, klarinet, Gustaf Ljunggren, banjo, guitar, contraalt klarinet, og Emil de Waal, trommer
Katrinelunden, St. Ladegårdsvej 8, 4180 Sorø
Entré: 350 kr. incl. tapas og sødt fra Chokomanden
Det måske mest mærkværdige jazzband i Danmark kommer ud at spille i Sorø Sønderskov. Det er det prisbelønnede Old News Band, som i trioformat giver koncert i Katrinelunden mandag den 25. juli kl. 17.00. Bandet består af den forhenværende poptrommeslager, cand. jur. og komponist Emil de Waal, den 85-årige klarinetist Nulle og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren, der bl.a. spiller banjo, guitar og kontra-alt. De byder på musik fra svundne tider i en skøn pærevælling, hvor melodier fra Bennys Badekar, Gummitarzan og En By i Provinsen kan veksle med musik af Sidney Bechet, Fats Waller og Bessie Smith.
Da de gamle nyheder blev smækket på jazzscenen for nogle år siden, skabte de hurtigt store overskrifter. Bandet blev nomineret til Danish Music Award, inviteret til at indspille flere albums og fremkaldte blandt kritikerne udbrud som ”et aldeles forrygende orkester med en vidunderlig spændvidde.” I kulissen lurede dog jazzpolitiet, for hvad er det egentlig de spiller? Emil de Waal svarer selv:
“Det kommer jo an på, hvordan man tolker begrebet jazz. For nogen er jazz’en sådan meget puritansk jazz, for andre, som eksempelvis mig, er jazz mest en tilgang som er improviserende. Så jazz tolker jeg egentlig i begrebets bredeste forstand.”
De gamle nyheder har dyb rod i tradition og samtidig stor grad af frihed, åbenhed og nyskabelse. Musikerne skaber tilsammen enestående versioner af klassikere – somme tider også af danske komponister som bl.a. John Mogensen, Hans Henrik Ley, Aske Bentzon, Kenneth Knudsen, Fuzzy og Sven Gyldmark.
Emil de Waals professionelle musikerliv begyndte, da han som 20-årig i 1987 var med til at stifte fusionsbandet “Bagdad Dagblad”. Siden da har han samarbejdet med stort set alt og alle i Danmark, lige fra undergrund over jazz og rock til mere stuerene genrer i diverse tv-husorkestre.
Mandag 25. juli 2022 kl. 17.00
Emil de Waal med Old News: Elith ”Nulle” Nykjær Jørgensen, klarinet, Gustaf Ljunggren, banjo, guitar, contraalt klarinet, Emil de Waal, trommer
KATRINELUNDEN, St. Ladegårdsvej 8, 4180 Sorø
Entré: 350 kr. incl. tapas og sødt fra Chokomanden
Reservation: tlf. 2922 3766, skovgrisen@gmail.com