Swingende strenge på Sorø Kunstmuseum

04. marts 2023 14:00

Swingende strenge på Sorø Kunstmuseum, Kristian Jørgensen, violin, Nikolaj Hess, flygel, Jens Skou Olsen, kontrabas, og Anders Provis, trommer.

Sorø Kunstmuseum, Storgade 9, 4180 Sorø

Entré: 230 kr eller 215 kr med klubbillet

Swingende strenge på Sorø Kunstmuseum

Violin, flygel og kontrabas i lækkert samspil foran en trommeslager med initiativ

Det smukkeste swingende strengespil præsenteres lørdag den 4. marts, når tre af landets fineste solister på hvert sit instrument optræder sammen på Sorø Kunstmuseum. Det er violinisten Kristian Jørgensen, pianisten Nikolaj Hess og kontrabassisten Jens Skou Olsen. Det er erfarne og efterspurgte musikere, som kender hinanden, men aldrig før har spillet sammen i netop denne kombination. Initiativet skyldes nemlig bandets fjerdemand, trommeslageren Anders Provis. Sorø er valgt som scene for bandets debut – og det er ikke noget tilfælde, for Anders Provis er nært knyttet til byen. I mange år har han undervist på både Privatskolen og Musikskolen og er desuden søn af en lærer på Sorø Akademi.

Kristian Jørgensen er et naturtalent, som har spillet violin siden han var 8 år. Allerede som 15 årig var han med på sin første jazzplade (med pianisten Duke Jordan) og tidligt placerede han sig som en af de fremmeste arvtagere til den stolte danske jazzviolintradition. Han har modtaget et hav af priser og samtidig gjort en stor indsats som underviser i ”rytmisk violin” bl.a. på Rytmekonservatoriet. Nikolaj Hess er navnlig kendt for sin internationale karriere, gennem adskillige år udfoldet i New York. Hjemme spiller han ofte med sine brødre, Emil og Mikkel Hess, i bandet ”Hess is more”. Samtidig er han aktuel som filmkomponist med musikken til Anders Refns ”De forbandede år”.

Den tredje strengespiller Jens Skou Olsen har ikke alene lagt sin kontrabas’ dybe toner til akkompagnement af utallige berømte jazzstjerners musik (John Tchicai, Etta Cameron, Finn Ziegler og mange flere), men tillige opnået en Ph. D. i musikvidenskab. Han underviser på Den Danske Scenekunstskole.

Om initiativtageren Anders Provis, som holder sammen på de tre solisters strengeleg med følsomme trommeslag og lydhøre bækkener, er at fortælle, at også han allerede (han er noget yngre end de andre i bandet!) har en solid karriere bag sig, hvor han spillet med nogle af landets bedste jazzmusikere som Frederik Lundin, Pierre Dørge, Peter Danstrup og den højt respekterede Claus Waidtløw.

 

Lørdag 4. marts 2023 kl. 14.00

Provis og strenge – Violin, flygel og kontrabas foran trommer: Kristian Jørgensen, violin, Nikolaj Hess, flygel, Jens Skou Olsen, kontrabas, og Anders Provis, trommer.

SORØ KUNSTMUSEUM, Storgade 9, 4180 Sorø

Entré: 230 kr. (klubpris: 215 kr.) incl. museumsentré.

Reservation her


< TILBAGE





FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER


Instagram Logo

Sorø Jazz takker vores tilskudsgivere og sponsorer:

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.